
At have KULDSEJLINGER stående på egen mark, overgår mine vildeste drømme, og jeg går rundt på matriklen, med smil fra øre til øre.
Da jeg havde aftalt med Hendes Verden at de skulle komme en journalist og fotograf forbi, og vores græsmark stod nyhøstet, så opstod ideen om at sætte hele KULDSEJLINGER op.
Så det gjorde jeg. Containerne til “stregerne” blev gjort højtryksspulet og strikken sat på. To fluer med et smæk, for nu er de også klar til Sommerudstillingen på Masnedøfortet 5.-8. august.
Min gode hjælper Brit, kom i mandags og hjalp mig, og var også på pletten tirsdag morgen, hvor de strikkede overtræk skulle på.
Desværre gik journalistens bil i stykker, og interwievet er udskudt. Men fotograf Trine Bukh kom heldigvis. Ganske vist var det ikke KULDSEJLIGER der skulle være i fokus, men 10.000 skygger. Jeg havde ikke helt fået gjort klart at mit værksted slet ikke er færdig, og er meget lidt fotogent, men Trine og jeg fik ved fælles hjælp skabt en kulisse så det ser ud som om.
Jeg havde hængt kuglerne som jeg havde med på Dronninglund Kunstcenter og i Hallebyore (Kunst i pinsen) og jeg håber det lykkedes Trine at tage nogle gode billeder
Det var meningen at jeg bare ville lade KULDSEJLINGER stå hele tirsdagen. Men jeg har fået lavet en aftale med Frederiksborg Amts Avis som kommer forbi i morgen formiddag, for at skrive om kunst på egen mark.
Det er SÅ fedt, så nu bliver det stående indtil torsdag eftermiddag/aften afhængig af vejret.
I går eftermiddags kom et kæmpe regnvejr forbi. Jeg var i tvivl om jeg skulle tage overtrækkene af, men besluttede mig for at lade være. Jeg havde glemt hvor tunge de bliver når al strikken bliver våd. Til gengæld blev det helt tydeligt at der er hul i tre af flåderne. Sivere i to af dem, og decideret hul i en tredje. Hullet har jeg lappet her til morgen, men siverne er ikke sådan at lokalisere. En daglig pumpning kan gøre det, men det bliver jo lidt upraktisk nede på Masnedø.